Aktiviteter på La Manga

Vandsport

Ingen andre steder i Europa har lige så gode forhold for vandsport som La Manga og Mar Menor. Her er mange muligheder for svømning, surfing, dykning, vandski, vandscooter og sejlads lige fra små udlejningsjoller til leje af store yachter. Er du interesseret i vandsport eller sejlads så er La Manga et paradis hele året rundt.
Har du små børn finder du ikke noget sted i Europa, som har mere børnevenlige strande/badevand. Mar Menors varme og rolige vand, hvor du skal gå meget langt ud i vandet før du ikke kan bunde er super ideelt for børn. Har man lidt større børn, som elsker at leje i vandet, så prøv det store vandlejeland med klatrebjerge, vipper, trampolin på Mistralstranden (3 min gang fra Playa Principe).

Mudderbadning

På Playa Chica stranden (første bugt/strand efter Tomas Maestre havnen) kan du finde det kendte sandmudder på bunden af Mar Menor. Det kan du smøre dig ind i. Det er helsende og du får dejlig blød hud af det.

Kite/windsurfing

Om du er nybegynder eller erfaren surfer, så er La Manga en af Europas bedste områder for surfing. Mar Menor egner sig meget godt til nybegyndere på grund af det rolige vand og små bølger. Er du til vind og store bølger så kan du vælge den anden side af La Manga hvor du finder Middelhavet.
Der er mange muligheder på La Manga for at leje surfing udstyr. Prøv eventuelt surfskolen ved Playa De la Gola stranden ”Escuela de Vela GolaSurf”

Dykning

For dykkerinteresserede er La Manga også et paradis. Især området ved Capo del Palos er et godt sted at udforske, da der i dette område findes mange rev og bugter. På La Manga findes en del dykkerskoler. Prøv f.eks. La Manga Dive School ved Tomas Maestre havnen.
Tlf. 0034 600 807 580 eller LaMangaDiveSchool@hotmail.co.uk

Golf

Der er ringe muligheder for at spille golf i Murcia regionen.
Se mere om golf på denne hjemmeside.

Ski – Sierra Nevada

Godt to timers kørsel fra Playa Principe ligger Sierra Nevada, som er Spaniens største alpine ski område. Det har åbent fra november til starten af maj afhængig af vejret.
Sierra Nevada har udviklet sig til at være et avanceret og velorganiseret skisportssted og henvender sig først og fremmest til skiløbere. Dermed ikke sagt, at andre former for skisport ikke kan dyrkes i dette dejlige område. I Sierra Nevada er alt muligt. Alpint skiløb, snowboard, langrend, freestyle, hundeslæde samt kælkebakker hvor skiløbere er forment adgang.
Området byder på ikke færre end 53 pister, der sammenlagt spænder over 61 kilometer og er designet af nogle af de mest anerkendte europæiske og amerikanske eksperter. Den længste piste er 5.910 meter og har et fald på 1.175 meter. Der findes pister til alle niveauer. For begyndere og børnefamilier er ”Borreguiles” et godt område, med skiskole og overkommelige pister.

Gokart

Lige i starten af La Mange findes et stor Gokart område. Stedet er opdelt i tre baner. En for små børn fra 6 år og en for mindre børn fra 11-15 år samt en for store børn og voksne. Stedet udmærker sig især ved at være meget børnevenligt, men der er også rigelige udfordringer for de voksne.
Priserne er rimelige og ventetiden er ikke særlig stor.
Priser: 6-11 år 8,00 Euro, 11-15 år 15,00 Euro, voksen 20,00 Euro
www.lamangagokart.com

Værd at se - seværdigheder

Det anbefales at udforske de mange strande, der er på La-Manga. På flere af dem findes også mange hyggelige strandrestauranter, der er værd at prøve. Cabo de Palos er absolut et besøg værd. Det er et meget flot udsigtspunkt, som ligger lige i starten af La.Manga. Husk badetøj, da der er en meget spændende strand/bugt der.

Cartagena

Cartagena ligger ca. 40 minutters kørsel fra Playa Principe. Den historiske by blev grundlagt 230 år f.kr., har gennem tiden skiftet hænder mange gange. Fra kartagenerne til romerne og til sidst mauerne, der overtog Spanien og herredømmet under ”Reconquista” eller generobringen af Spanien i det sene år 1400. Cartagena er i dag en base for den spanske middelhavsflåde, og bærer en stor rigdom af historie og fantastisk arkitektur med sig. I løbet af de senere år er mange af de vigtige bygninger i byen blevet restaureret. Dette arbejde fortsættes i fremtiden. Der er utallige kirker, paladser og regeringsbygninger, som fortjener en plads i fotoalbummet. Du vil også finde flere gode arkæologiske museer, som er værd at besøge, ligesom shopping mulighederne er særdeles gode. Der er mange parker og små gader, man kan hvile sig i omgivet af gode restauranter og barer, og du vil ganske sikkert opdage, at livsstilen her er langsom og afslappet.
En bytur til Cartegena er også anbefalelsesværdigt. En flot havneby og gode shopping muligheder.

Murcia

Murcia er uden tvivl en af landets smukkeste og mest historiske byer og ligger ca. 45 minutters kørsel fra Playa Principe. Byen ligger på bredden af floden Segura. Det var engang en kartagisk koloni, siden overtaget af mauerne, som velsignede denne del af Spanien med et avanceret vandingssystem, som har gjort Murcias afgrøder verdensberømte, til og med i dag. Dette aspekt har bidraget til at gøre Murcias gastronomi meget populær med en rigt balanceret middelhavsmenu bestående af stuvninger, salater, bagt kød og risretter. Men glem ikke at nærheden til havet også giver kulinariske delikatesser. Og hvad ville et spansk måltid være uden et godt glas vin (eller to)? For fuldt ud at sætte pris på Murcia, er det nødvendigt med nogle dage, for at opleve byens mange attraktioner, men der bliver meget varmt om sommeren, så vær forsigtig!

Torrevieja

De store saltsøer ved Torrevieja med flamingoer er et særsyn og absolut et besøg værd. Det ligger ca. en times kørsel fra Playa Principe.

Sierra Nevada

Har man mod på at køre lidt længere så er turen til Sierra Nevada køreturen værd. Man bør man gøre et ophold i den historiske by Granada.
Granada ligger ved foden af Sierra Nevada og byen er hovedstad i provinsen af samme navn. Granada har omkring 241.000 indbyggere.Byen er grundlagt år 756 af araberne, og fra 1238 til 1492 var Granada hovedstad i det mauriske kongerige. Universitetet i Granada er allerede grundlagt i 1531.
Granada præges især af slottet Alhambra, der er opført i maurisk stil. Desuden sommerresidensen Generalife samt domkirken med Fernondo den katolskes og dronning Isabels gravmæle.

Shopping

Der er rige muligheder for at shoppe på La Manga. Overalt på tangen ligger små forretninger og ved aftenstid dukker små markeder op forskellige steder. Man kan næsten ikke undgå Zoco, som er et samlingssted for mange små og spændende butikker og barer. Glem ikke de butikker, der ligger i de små gader bag Zoco. Hver søndag afholdes loppemarked på La Manga. Det finder sted ved Cabo de Palos og er et stort tilløbsstykke. Folk kommer fra nær og fjernt. Det anbefales i højsommeren at starte på markedet tidligt om morgenen, da det kan blive meget varmt.

Øvrige markeder

Plaza Bohemia: Mindre, men meget hyggeligt aftenmarked, hvor det også er muligt at få sin aftensmad på en af de hyggelige restauranter til en meget fornuftig pris. Ligger ca. 3 km inde på La Manga tangen på højre hånd lige før vejen bliver 3 sporet og går over bjerget. Er åbent hver aften fra ca. 1. april til ca. 30. september.
Mandag: San Pedro del pinatar
Tirsdag: La Union, Los Alcazares og Los Belones
Onsdag: Santiago De la Ribera
Torsdag: San Javier
Fredag: El Algar
Lørdag: Los Narejos og Torrepacheco

Lystfiskeri

Lystfiskeri er meget populært på La Manga. Ved aftenstid dukker lystfiskere op næsten alle steder på La Manga. Især området ved den gamle bro er et yndet fiskeområde. Det ligger 5 minutters gang fra Playa Principe.

Vandland

Der findes to vandland i køreafstand fra Playa Principe. Den ene ligger i Torrevieja og det andet ligger i Murcia. Det største og bedste ligger dog i Benidorm, men er også det, der ligger længst væk.

Minigolf

På La Manga findes også et minigolfanlæg. Det hedder Peke Park og kan byde på en 18 hullers minigolf bane samt mange andre børneforlystelser. Det er ligeledes et besøg værd.

Club La Manga

Club La Manga er et kæmpe ressort og kan bedst sammenlignes med La Santa Sport. Club La Manga er dog meget større, og mere luksuriøst. Her findes bl.a. tre verdensklasses golfbaner. Men der er også mulighed for fodbold. Her træner danske fodboldhold og f.eks. det norske fodboldlandshold om foråret for at komme i form. Club La Manga kan også tilbyde tennis og mange andre sports faciliteter. Der findes ligeledes et wellness center med et meget omtalt spa anlæg. For yderligere information henvises til www.lamangaclub.com

Restauranter

På La Manga findes et utal af restauranter i alle prisniveauer. Prøv f.eks. en af de restauranter, der ligger på den venstre side af Thomas Maistre havnen (5-10 minutters gang fra Playa Principe). Her sidder du på promenaden og har udsigt over vandet. Eller prøv en af de restauranter, der ligger direkte på stranden på Mar Menor siden. På Centro de Salud de La Manga pladsen findes også en del restauranter, der kan anbefales. Her er der også et lille marked med spændende boder, man kan se på mens maden bliver tilberedt. Prisniveauet i dette område er noget billigere.
Der er restauranter over alt på La Manga. Tag en tur i bilen og stop, der hvor du finder en spændende restaurant eller cafe.

Pub’er, barer, diskoteker og Casono

Er du til store fester, hvor dåseøl flyder i gaderne ved nattetid, så er La Manga ikke et sted for dig. Er du derimod til en hyggeaften på en pub eller til lidt karokie så er der rige muligheder på La Manga. Området ved Thomas Maistre Havnen findes mange hyggelige puber og barer. Et par mindre diskoteker findes også her. Områder omkring Zoco er også hyggeligt ved aftenstid med små barer. Området bærer dog mere præg af at være mere lokalt.
Midt på tangen ligger ligeledes et casino, hvor man kan få afreageret for sin værste spillelyst.

MudderbadningVandsportGokartGokartSeværdighedShoppingShoppingFiskeriFiskeriRestauranter